På dr.dk kan man på Bogforum 2018s sidste dag læse om de nye små forlag som netop dette år har gjort deres entre i den årlige messe i samlet flok. Tidligere har enkelte af mikroforlagene deltaget på messen på egen hånd, sådan som også Uro deltog sidste år. Men i år er vi blevet budt indenfor, vi har fået en samlet placering og en egen scene, Ny scene. Det har været et eksperiment at være med på disse præmisser og se om det giver mening at gøre det til en tradition, eller om det mon er bedst at mikorforlagene holder fast i at have deres egne messer såsom Lille Bogdag, Boghandel skifter, Vesterbro Bogfest mfl.
Det tænker vi stadig over. Ikke desto mindre er det både godt og vigtigt at DR valgte at sætte spot på os og vores tilgang til forlæggeriet med denne artikel fra d. 28.10.18
Udover mig, Shëkufe, er også Rikke Oberlin Flarup fra Arkiv for detaljer og Lea Vilhelmsen fra forlaget LESEN interviewet og med ét næb siger vi at vi udgiver fordi der er bøger der bare SKAL findes i verden. Og så er den ikke så meget længere. Det er ikke en levevej eller en indtægtskilde, men det ER en guldmine at stå med hænderne nede i, som mikroforlægger.
– En mine fuld af sprogguld!