Mit stærkeste redskab er sproget

af Julie Nøjgaard Petersen

Kandidat i dansk fra Københavns Universitet, med speciale i Shëkufe Tadayoni Heibergs forfatterskab.

Shëkufe Tadayoni Heiberg har udgivet sit første værk i tetralogien Nødder & Bær & Føl & Fjer. Nødder er et værk, der stråler tilbage til Shëkufes tidligere udgivelser og i endnu højere grad peger fremad til en alternativ og utopisk fremtid. Det er et økofeministisk værk om Månen, videnskaben, kvinden og håbet, og en stærk og imponerende fortælling, der indbyder til refleksion, tilbyder utopisk håb og velskrevet prosa. Jeg har fået lov til at stille Shëkufe nogle spørgsmål om værket, der har ført til denne skrevne dialog.  

Kære Shëkufe. Først er jeg interesseret i at lære lidt mere om titlen. Bogens omdrejningspunkt er Månen, men den hedder Nødder. Hvordan kan det være?

Bogens titel har ligget fast, længe før jeg skrev det første ord. Allerede i 2017, da jeg skrev bogen Æg, besluttede bogens jeg-person, og dermed også bogens forfatter, at der var behov for et helt bibliotek af nye bøger, skrevet på det omsorgsfulde sprog “kvinsk”. Et sprog der ikke er kønsligt ekskluderende, men baseret på radikal omsorg for alt levende og også alt det vi ikke betegner som levende. I slutningen af Æg får ni kvinder uddelt en bogtitel hver, og de får til opgave at skrive bogen. De ni kvinder forstår jeg som udspaltninger af mig selv, og derfor har jeg også givet mig selv den opgave som de får. Den første mor får titlen “Nødder & bær” – en titel der udspringer af bogens
moderskabstema, hvor nødder og bær peger på den næring som fosteret behøver, men samtidig også er en pendant til ægget, det der vil spire og blive til nyt liv.

Faktisk har jeg skrevet både Nødder og Bær (og Føl og Fjer, som er titlen på de næste fiktive titler) men splittet dem op i hver sin bog, hvoraf Nødder er den første der udkommer. De fire bøger kommer tilsammen til at udgøre en tetralogi.

I mit arbejde med bogen har begrebet Nødder inspireret mig til at skabe handlingen, som består af en lang række sammenhængende måneteorier, og nogle omsorgsbaserede forskningsmetoder som baner vej for den nye viden. Oprindeligt var min tanke at lege med ideen om Månen som én stor næringskilde, lækker som en nød. Men så tog fantasien over og førte handlingen nye steder hen.

Det lyder virkelig spændende, og jeg får lyst til at høre lidt mere om det, du beskriver som en omsorg for alt levende og alt det vi ikke betegner som levende. Hvad er inkluderet i disse “ikke”-levende ting? Har denne omsorg en grænse?

Jeg bliver også fascineret af Månen som én stor næringskilde – en næringskilde for hvad? Eller hvem? 

Ja, det ikke-levende favner egentlig alt på denne jord, for alt er i sin essens udvundet og udviklet af naturens materie. En flod er måske
ikke levende som en art, men den sameksisterer med livet og har sin eget form for liv. Den kan være sund, den kan være i balance, det betyder at dens sameksistens med livet i og omkring den, ikke er brudt. Et bjerg er ikke levende, men det fortjener alligevel vores omsorg. Bjerget er blevet formet for så lang tid siden at vi end ikke kan begribe det. Enhver flint eller granitsten du samler op har været her længe før dinosaurerne, den har været en del af Jordens fortælling længe længe før os, og den forstår sig på overlevelse, på et heltandet niveau end vi gør. Så når mennesket kommer med sine maskiner og borer hul i et bjerg, for at biler kan køre igennem, så opfatter jeg det som mangel på omsorg, faktisk opfatter jeg det som vold.

Hvad angår Månen, jamen Månen ER jo rent faktisk en næringskilde. Det genskin som Månen sender mod Jorden bliver brugt af planter og alger til fotosyntese, og Månens lys, særligt ved fuldmånetid, er en vigtig lyskilde for mange arter. For ikke at tale om at Jordens liv, havets tidevand og hele Jordaksens rotationsbalance afhænger af den ligevægt der findes mellem Jorden og Månen. Så jeg synes det er nærliggende at løfte Månen frem og genfortælle den som vigtig, hvordan dette vigtig så end kommer til udtryk.

I bogen er valnødden vigtig for fortællingen. Hvorfor lige den? 

Valnødden er for mig at se den mest nøddeagtige nød. Og det på trods af at den biologisk set betegnes som en stenfrugt (ligesom en avokado). Valnødden ligner en hjerne og den ligner et urdyr, den er knoldet og hård udenpå, men lys og blød indeni, særligt de helt friske valnødder. 

Desuden er valnøddeskallen en smuk beholder, jeg forestiller mig at et lille  væsen ville kunne tage bolig derinde. Valnødden giver mig følelsen af et rum for omsorg og giver mig lyst til at opfinde et sprog dertil, og det bidrager alt sammen til en taktil poesi, der stimulerer min fantasi.

Det kan jeg virkelig godt se for mig. Noget jeg rigtig godt kan lide ved dine bøger, er, hvordan at de gentagne symboler/mønstre/ord lader sig folde ud og blive viklet ind, igen og igen. Som fx valnødden og den måde du har beskrevet den på her, det får mig til at tænke på goplen i dit værk og derefter på Månen i bogen, og jeg synes, det er magisk, hvordan disse sammenhænge opstår. Er det sådan, du ser verden? Som at alting er forbundet og derfor gentager sig selv?

Jeg er meget optaget af sammenhænge og mønstre i naturen, hvordan romanescokål ligner en helt regnskov, hvordan der er indlagt koder til majestætisk komplekse systemer, i de mindste ting som vi i hverdagen har adgang til. Jeg er også optaget af at vi har et fastlåst og automatiseret blik på mange ting. Frugt og grøntsager er et godt eksempel. Vi betragter dem reduktionistisk, som en form, en konsistens, en smag, kort sagt; en funktion. En banan er praktisk fordi den er iklædt sin egen indpakning, et løg er godt når maden skal smage af noget. Men hvad med alt det løget er, hvis vi ikke forholder os til det som en ting vi skal bruge? Jeg øver mig i at møde verden i sin egen ret, ikke som noget der er til for at imødekomme mig og mine behov. For mig er det en økofeministisk praksis at give verdens entiteter deres autonomi tilbage, først i mit møde med dem, og dernæst i mine fortællinger.

Nødder er blandt andet centreret omkring naturvidenskaben. Hvad er tanken bag at inkludere den i så høj grad i bogen?

Jeg oplever at videnskaberne er meget adskilte, og at naturvidenskaben som vi kender den, bliver betragtet som objektivt sand og vigtig. Men jeg ser naturvidenskaben som en patriarkalsk vestlig magtudøvelse. Hvem bestemmer hvad der er sandt? Og hvordan spiller de forudgående spørgsmål og metoder en rolle for hvilken “viden” der vinder frem? Jeg havde lyst til at lave det eksperiment at der blev forsket med et anderledes principsæt. I Nødder er forskerne kvinder, ikke for at udelukke andre køn eller kønsidentiteter, men for at undersøge hvordan det kvindelige udgangspunkt i sig selv kan ændre spillereglerne, hvis altså forskerne bestræber sig på at følge et andet tankesæt end det som den patriarkalske vestlige videnskab har etableret som det eneste sande. Det giver plads til andre vidensformer, og andre synergier mellem vidensfelter, hvilket, i bogens regi, er helt afgørende for udviklingen.

I tillæg til det spørgsmål, er jeg interesseret i din arbejdsproces. Hvordan bliver du inspireret til at skrive sådan et værk/Hvor henter du inspirationen fra? 

Jeg bliver inspireret af min længsel efter en anden verden. Ind imellem kommer den til udtryk som vrede og sorg over den verden vi lever i, hvor en livsfjendtlig kapitalisme er ved at tage livet af så mange arter og fører til så meget ødelæggelse. Min reaktion på dette er at insistere på at vi må kunne skabe den fremtid vi ønsker os. Det handler ikke om at håbe, men om aktivt at skabe et alternativ, og mit stærkeste redskab er sproget. Jeg ser altså ikke fiktionen som adskilt fra virkeligheden. Det er også derfor jeg henter mine romanfigurer fra virkeligheden. De fleste findes derude et sted. De går rundt og forsker og frembringer vigtige resultater. Mit bidrag er bare en drøm om at deres forskning kan flyde endnu mere frit, og gribe sammen i et netværk af viden som jeg selv længes efter at tappe ind i. Jeg er eskapisk med stort E, og drømmer mig væk når jeg skriver, men ikke som ren flugt, snarere som aktivistisk og utopistisk fremtidsformning. 

Dette minder mig om genren på bogen: utopisk bio-fi. Vil du uddybe den lidt nærmere? 

Det er en genrebetegnelse jeg har opfundet, fordi jeg ikke fandt nogle af de eksisterende betegnelser dækkende. Det nærmeste jeg kan komme på det er spekulativ fiktion. Men jeg ville have en betegnelse der markerer at det her er utopisme, en dyrkelse af drømmen om det bedre. Det er ikke bare et tænkt scenarie, og jeg er ikke bare interlektuelt nysgerrig i at undersøge et opdigtet setup. Nej, jeg er personligt investeret og skriver en længsel frem, fordi jeg har brug for at den findes. Det bedste scenarie for mig vil være hvis mine bøger inspirerer til nye samfundsformer, ny ‘world-building’. Bio-fi er en subgenre af sci-fi, blot for at specificere at det er biovidenskabelig fiktion og ikke, sådan som sci-fi ofte er (eller måske har ry for at være), teknologisk fiktion. Bio-fi er i den forstand en modkategori til high-tech-fi. 

Et sted i bogen står der, at de humanistiske studier i fremtiden vil have tilbagegang. Jeg er interesseret i, hvad du mener med dette? 

Jeg mener det lidt, men ikke helt. Kløften mellem naturvidenskaben og de humanistiske videnskaber bliver også forsonet på et senere tidspunkt. Men jeg mener det sådan at naturvidenskaberne har at gøre med en langt mere fascinerende materie end de humanistiske. Hvor de humanistiske er antropocene i deres natur, idet de beskæftiger sig med menneskeskabte tanker og udtryksformer, har de naturvidenskabelige potentiale for at afsøge alle afkroge at Jordklodens liv. Jeg er utålmodig efter at snakke om det egentlige, om den substans vi alle hænger sammen med, den luft vi indånder og hvem der er så intelligente (og generøse) at de laver den (til os). Jeg vil tale om træer og svampe og alger og gopler som intelligente væsner – væsner som vi skylder hele vores liv og livsførelse, væsner fulde af matematiske, æstetiske, poetiske og åndsrige kapaciteter. I århundreder har vi tappet af ressourcer som andre arter har skabt og raffineret. Alt det, mener jeg, har været muligt, fordi vi har givet efter for ideen om mennesket som det klogeste, mest fascinerende af alle arter. Det er jeg lodret uenig i, og derfor rydder jeg (fiktivt) de humanistiske fakulteter, så naturvidenskaberne kan komme ind og lave noget egentlig betydningsfuld forskning.

Det er virkelig interessant, for naturvidenskaben har vel også været med til at sætte mennesket i centrum? Og det er vel også naturvidenskaben, blandt andet, som har fået os ind i den situation, vi sidder i nu? Hvis vi vender tilbage til dit svar omkring inddragelsen af naturvidenskaben i bogen, får man indtrykket af, at du snakker om en anden naturvidenskab end den, vi har i dag. Er det rigtigt antaget? At du taler om en mere flydende, åbensindet og inkluderende naturvidenskab, der drager inspiration fra både andre felter, rituelle praksisser og poesi, blandt andet?

Altså ja, det er et ret svært emne det her, hvor jeg selv er splittet. På den ene side er jeg fascineret af forskningsmiljøet som det er, og nyder at justere lidt i rollebesætningen og lade dem forske i substansen. På den anden side er jeg helt enig i at videnskaben, den vestlig videnskab som har sine rødder i 1700-tallets Europa, er en destruktiv, patriarkalsk størrelse, som har udraderet vigtige videnskaber, kvinders videnskab, oprindelige folks videnskab, lokal videnskab der er opstået i sameksistens med naturens andre arter, alt dette har den vestlige videnskab med fuldt overlæg undermineret, for at give plads til en egentligt ret afgrænset sub-videnskab, den vestlige mands. I Nødder er hovedpersonerne selv forskere, og som det mest naturlige bruger de videnskabens sprog og rammer til at bringe deres egen viden frem. Så det er et stille oprør indefra. Men i virkeligheden har jeg også lyst til et større opgør, et opgør med hele ideen om at vestlig videnskab er objektiv, mens andre vidensformer, deriblandt naturens mange højintelligente vidensformer er overflødig. Livet er det mest intelligente der findes, og det kan den vestlige videnskab ikke skabe. Den kan kun regulere livet, hvilket fører det modsatte, destruktionen, reduktionen, hadet overfor kvinder og ligegyldigheden overfor andre arter med sig. 

Tusind tak for en dejlig – skriftlig – dialog om dit vidunderlige værk, fantasifulde univers og inspirende forfattervirke. Afslutningsvist, hvordan ville du, Shëkufe, fuldende sætningen Can the Moon help us by…?

…making us realise how amazingly pressious the world is, and how much bigger than our need for consuming things.

eller 

…throwing light on what’s in front of our eyes, the mass extinction led on by our non-careful way of living.